Tiderne skifter

Nu er der gået halvandet år siden sidste indlæg her på siden og der er sket ret meget i mellemtiden.

Jeg er flyttet intet mindre end to gange. Først ned til min dejlige kæreste i hans hus og derefter midlertidigt til svigerforældrene da hans hus blev solgt, efter at sidste sommer gik med renovering af det.

Men flytningerne har bragt mig ud af Odense kommune og dermed må jeg ikke have mine kolonihaver mere. Det er lidt vemodigt efter at jeg er vokset op med haverne, men til gengæld står vi over for et huskøb der vil give mig min hidtil største have. Men mere om det i et senere indlæg.

Så nu er jeg ved at gøre haverne klar til at blive sat til salg. Der har siden købet af dem, været en aftale om at den dag de skulle sælges skulle de deles op i de to oprindelige haver.

I den ene have står et gammelt skur og drivhus som jeg er nødt til at rive ned før haven kan sættes til salg, da det ikke er rottesikret og ikke har nogen særlig værdi. Så det projekt må vente til huskøbet er gået i orden.

Men den anden have manglede blot at få genoprettet en havelåge, blive ryddet lidt op og til sidst plantet hæk mellem de to haver.

Så da der her efter en lækker, varm, tør påske var udsigt til nogle dage med regn besluttede vi at det måtte være tiden til at få plantet hækken.

Vi kørte en tur til Magtenbølle planteskole, som er generelt billige, og fandt billige ligusterhæk planter til 12kr pr stk for en okay størrelse med et godt rodnet og fine skud. Vi skulle bruge Ca 20meter hæk men da jeg havde lidt selvspredte hæk planter rundt om i haven som jeg håbede at kunne genbruge, så kunne vi nøjes med 70 købte hæk planter.

Så nu er de plantet i skellet mellem haverne. Det føles lidt underligt når det altid bare har været én stor have for mig.

Men tiderne skifter og livet udvikler sig. Mit haveliv er ikke slut men faktisk kun lige begyndt, blot bliver det et andet sted. Men som sagt mere om det når det er faldet på plads. Jeg glæder mig som et barn til juleaften, til at få gang i anlægning af en ny have og køkkenhave. Specielt efter at mit haveliv sidste år bar begrænset til to højbede og lidt klatreplanter ved kærestens gamle hus.

Hvor blev tiden af?

Vupti! Så var der gået fire måneder siden sidste indlæg og vinteren nærmer sig. Her i weekenden bliver der også lukket for vandet i kolonihaven.

I de forgangne måneder er der både sket meget og alligevel ikke nok ift. planen.

Sommeren forsvandt hurtigt, og jeg fik ikke nået så meget i haven grunde bl.a. ferie, ny lejlighed og nyt job.

Planerne om kolonihavehuset er i bedste fald sat på standby da det pludselig blev september før vi havde tid til at grave ud og støbe fundament. Og der var dermed ikke mange byggebare måneder før byggetilladelsen udløber næste forår. Så selvom der er blevet samlet rigtig mange byggematerialer i de sidste måneder, vil jeg lade tilladelsen løbe ud. Hvis modet så stadig er til det, må jeg se om tiden er til byggeri til næste år.  Det er rigtig ærgerligt, men sådan er det.

Jeg har i år høstet dejligt mange agurker fra drivhuset, samt chili og en enkelt aubergine. På friland er det blevet til en god del gule cherrytomater, ærter, små runde gulerødder, lilla gulerødder, 2 squash, 3 små hokkaidogræskar samt lidt jordbær og vindruer. Og dejligt med druer fra det gamle drivhus også.

 

Sommerens højdepunkt i haven må være da jeg holdt mødregruppe i haven i august. Det var dejligt vejr og nogle hyggelige timer. Sidst vi holdt mørdregruppe i kolonihaven var der badebassin som vi soppede rundt i og havde en fest.

 

Nu er jeg i gang med nedlukning af haven så den er klar til vinteren. Havemøblerne skal ind i det gamle drivhus, det nye drivhus er tømt for planter og plantesækkene er spredt ud i solbedet. Værditing hentes hjem (da forsikringen ikke dækker om vinteren), æbletræerne skal beskæres og der samme er pilehulen lige blevet.

Så mangler jeg vist kun at få kørt de sidste staudebede over med græsslåmaskinen. Det ved jeg at der er mange meninger om, ift. tidspunktet, men der fungerer bedst for mig at få det gjort om efteråret, så jeg ikke først får det gjort når de nye skud er på vej op til foråret.

Pergola

Mandag eftermiddag blev pergolaen langt om længe rejst. Det er en jeg fik lov at pille ned hos min nabo for nogle måneder siden. Den har fået antracitgrå træbeskyttelse og nu blev den endelig rejst. Den blev sat på lange galvaniserede stolpespyd som blev banket i jorden og tilrettet, så den var i vatter. Det er blevet super fint. 

Oprindeligt var der to brædder på kryds for at holde den stabil. Men besværlig som jeg indimellem er ville jeg gerne af med dem. Derfor blev der sat små skråstivere på i stedet. Den skal lige tilrettes yderligere og så skal den eftermales. Så skal der “bare” lige flyttes bærbuske, graves af, lægges grus og ny teresse.

Jeg beklager rodet på billedet. det er ikke sådan til når der er byggematerialer over det hele til det nye hus.

Bålhygge og havearbejde

Endnu en dag med skønt vejr!

Jeg var en smule ærgerlig over at skulle starte dagen med at tage på arbejde, men det skal jo passes, selvom jeg syntes at haven kaldte mere.

Men jeg tog selvfølgelig derned så snart jeg kunne, efter at have bagt en rabarbercrumblekage. Opskriften kan findes i fanen opskrifter.

Jeg var også kommet til at købe to nye planter som jeg jo hellere måtte få i jorden. Det var en lyserød sommerfuglebusk og en rød(mørk pink) astilbe.

Sommerfuglebuskene har jeg 3 af i forvejen, de to af dem er gamle men har aldrig blomstret noget særligt fordi de står i skygge det meste af dagen og sjældent er blevet beskåret. Det var en af min barndoms yndlingsblomster. Og er stadig en favorit selvom der de sidste år er tilkommet en lille irrationel frygt for sommerfugle. Men de er fine på afstand, og jeg vil så gerne have dyreliv i haven.

Til aften fik jeg besøg af en kammerat, vi stegte bøffer over bål og spiste mad i haven. Derefter hjalp han med at få klippet hækken færdig.

Skønt vejr og lidt tid i haven

I dag er vejret superskønt, omend lidt blæsende, men det gør nu bare varmen mere udholdelig.

Uden for min havelåge på parkeringspladsen hoppede denne lille fyr rundt, som tydeligvis var i gang med at få styr på det der med at flyve. Den var kun ca. 5cm stor og ret sød.


Årets første hækklipning blev påbegyndt og de fine dahliaer jeg har hentet hos min mor blev endelig sat i jorden. Det samme gjorde min nye smukke stjernehortensia.

Velkommen i haven!

Velkommen til min kolonihaveblog. Her kan du følge mine mange små og store projekter, samt årets gang i min dejlige kolonihave.

Min kolonihave er ikke helt som kolonihaver er flest. Det er ikke en lille, flad grund med et par bede og et hus. Nej, faktisk er den næsten det modsatte. Her er fyldt med høje træer og buske, kroge og områder. Og intet fint sommerhusagtigt hus(endnu), men blot et lille, gammelt skur sammenbygget med et drivhus. Desuden er den også relativt stor da det er en dobbelthave på samlet næsten 900m2. Se mere om de enkelte områder i menuen.

Den skjulte have som jeg kalder min skønne have er beliggende i en lille kolonihaveforening i Odense. Jeg er mere eller mindre vokset op i haven da min mor købte den for over 15 år siden og jeg selv overtog den da jeg flyttede hjemmefra for 5 år siden.

Haven ligger nærmest klemt inde med kolonihaver på de tre sider og en vej på bagsiden. Havelågen titter lige frem i hjørnet af en parkeringsplads, næsten skjult, deraf havens navn.