Tiderne skifter

Nu er der gået halvandet år siden sidste indlæg her på siden og der er sket ret meget i mellemtiden.

Jeg er flyttet intet mindre end to gange. Først ned til min dejlige kæreste i hans hus og derefter midlertidigt til svigerforældrene da hans hus blev solgt, efter at sidste sommer gik med renovering af det.

Men flytningerne har bragt mig ud af Odense kommune og dermed må jeg ikke have mine kolonihaver mere. Det er lidt vemodigt efter at jeg er vokset op med haverne, men til gengæld står vi over for et huskøb der vil give mig min hidtil største have. Men mere om det i et senere indlæg.

Så nu er jeg ved at gøre haverne klar til at blive sat til salg. Der har siden købet af dem, været en aftale om at den dag de skulle sælges skulle de deles op i de to oprindelige haver.

I den ene have står et gammelt skur og drivhus som jeg er nødt til at rive ned før haven kan sættes til salg, da det ikke er rottesikret og ikke har nogen særlig værdi. Så det projekt må vente til huskøbet er gået i orden.

Men den anden have manglede blot at få genoprettet en havelåge, blive ryddet lidt op og til sidst plantet hæk mellem de to haver.

Så da der her efter en lækker, varm, tør påske var udsigt til nogle dage med regn besluttede vi at det måtte være tiden til at få plantet hækken.

Vi kørte en tur til Magtenbølle planteskole, som er generelt billige, og fandt billige ligusterhæk planter til 12kr pr stk for en okay størrelse med et godt rodnet og fine skud. Vi skulle bruge Ca 20meter hæk men da jeg havde lidt selvspredte hæk planter rundt om i haven som jeg håbede at kunne genbruge, så kunne vi nøjes med 70 købte hæk planter.

Så nu er de plantet i skellet mellem haverne. Det føles lidt underligt når det altid bare har været én stor have for mig.

Men tiderne skifter og livet udvikler sig. Mit haveliv er ikke slut men faktisk kun lige begyndt, blot bliver det et andet sted. Men som sagt mere om det når det er faldet på plads. Jeg glæder mig som et barn til juleaften, til at få gang i anlægning af en ny have og køkkenhave. Specielt efter at mit haveliv sidste år bar begrænset til to højbede og lidt klatreplanter ved kærestens gamle hus.